Starten del 2

Sukker….. craving i dag

Efter en nat uden megen søvn væltede jeg ud af sengen kl. 6.40. Ungerne skulle i skole, jeg skulle have kaffe. Starter med at sætte filteret skævt på, så min kaffe er fuld af grums. Sender yngste i skole uden gymnastik tøj, og det ved jeg bare han hader. Tur til lægen, der forlængede min sygemelding, derefter endnu en tur på politistationen for at følge op på, hvad der gøres i forhold til naboens evigt gøende gravhund (det er virkelig skidt for min stresshjerne). Lige om lidt hedder det sofa med hvidt brød, marabou, kaffe og netflix. Det er nemlig en af de dage….

Jeg mødte min første mand i en alder af 22 år. Vi blev hurtigt enige om, at vi ville være unge forældre, så vores førstefødte kom til verden da jeg var 24 år. Desværre blev han født 10 uger for tidligt. Heldigvis var jeg jo den hårde hund, så jeg troede fuldt og fast på, at han nok skulle overleve og komme med hjem. Det gjorde han heldigvis også. Vi mistede mange venner på den konto. Den hårde hund, var meget hurtig til at konstatere, at hvis ikke de såkaldte venner kunne komme til os, når vi var i denne vanskelig situation, så var de ikke ægte venner. Først mange år senere har jeg tænkt, at det helt sikkert har været berøringsangst. Jeg har aldrig fået talt med en professionel om oplevelsen i forbindelse med denne tidlige fødsel.  Det var der jo ingen grund til, det gik jo godt. To år efter kom lillesøster til verden, kun 3 uger før termin. Hun fik konstateret gulsot, og vi var derfor indlagt de første dage af hendes liv. Det var svært, for jeg havde jo forestillet mig, en fødsel lige efter bogen, og jeg havde ligesom været nok på hospitalet. Dette har jeg heller ikke talt med nogen om. Vi kom hjem, og livet fortsatte sin vante gang. Ungerne voksede til og forældrene voksede fra hinanden. Efter en relativ rolig skilsmisse, hvor vi (ihvertfald til en start) skiltes som gode venner, mente jeg, at jeg var klar til dating-livet igen. Så jeg røg på internetdating. Her mødte jeg lidt af hvert, og en dag, var der en, der slog benene væk under mig…… Han gav mig alt det jeg havde savnet de sidste mange år…… alligevel var der en lille insisterende alarmklokke der ringede i mit hovede…. Den valgte jeg at overhøre… Det var dumt……..

Nok for nu, sofaen kalder – God weekend derude.

Kh Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *