Forventninger

I dag mødtes jeg med nogle af damerne fra stressmestringsforløbet…. Det var første gang uden “voksen”, altså første gang, vi skulle holde snakken igang uden stress coach. Det gik så vældig fint. Jeg er dybt taknemlig over, at få mennesker i mit netværk som bare forstår. Vi ved, hvad der menes, med de ting der siges, fordi vi ofte har prøvet det selv. Der er en kæmpeforståelse for, at der ikke er energi og overskud, at man tager en tudetur en gang i mellem, at man bare ikke orker… Der er også mega god sparring, når man står med et spørgsmål eller er i et dilemma….. Så tusind tak de damer, jeg håber vi fører denne gruppe videre i lang tid fremover.

Nu sidder jeg så her ved computeren og nyder min iskaffe, og har lovet mig selv en uge, hvor jeg går uden om alt for meget sukker og Mc D. Indtil videre går det okay. Men jeg kan godt mærke, at jeg har lyst til at spise usundt. Jeg forsøger at hanke op i mig selv, og har samtidig lovet mig selv, at hvis ikke det går, så er det okay…..

Formiddagens gåtur sluttede med lidt snak om forventninger. Der var en fælles oplevelse af, at stå alene med stressen. Om det er berøringsangst eller travle hverdage der gør, at tidligere kolleger, veninder og lignende ikke tager kontakt, er jo svært at sige.

Og lige netop forventninger, er et emne jeg ved, jeg skal arbejde med. Jeg har ALTID haft kæmpe forventninger til mig selv. Kombineret med facaden “Den Hårde Hund” har det betydet, at jeg udadtil altid har fremstået som en med overskud, overblik og overbærenhed….. Sådan har det bare ikke altid føltes indeni. Jeg har oplevet så mange svigt gennem mit liv, at jeg har haft store forventninger til mig selv, for mig kunne jeg jo regne med. I hvertfald lige indtil stressen indfandt sig. I dag er jeg nødt til at forholde mig til, om de forventninger jeg har til mig selv er realistiske. Det er de nok ikke alle sammen, kunsten at sige nej til arrangementer, impulsive aftaler og faste motionsdage efterlyses. Kender I det derude? Hvordan siger man nej til ting, man før i tiden altid sagde ja til?

Også mine forventninger til andre er nødt til at blive justeret. Jeg sidder her med en kæmpe skuffelse over, at INGEN af mine kolleger har kontaktet mig, jeg har været sygemeldt i 4 måneder nu, men ingen kontakt har der været. Måske er det fordi de løber ekstra stærkt, måske er det berøringsangst, men jeg ved bare, at hvis det havde været en af dem, så havde jeg taget kontakt. I mit job (døgninstitution for anbragte unge med socioemotionelle vanskeligheder, stofmisbrug og lignende) er vi som personalegruppe dybt afhængige af hinanden og kommer af denne grund derfor også ret tæt på hinanden, hvilket for mit vedkommende betyder, at mine kolleger er vigtige mennesker i min verden. Jeg synes det gør ondt, at være langtidssygemeldt og åbenbart helt glemt. Mine veninder hører jeg heller ikke rigtig fra. Jeg har passet på med ikke at synke i selvmedlidenheds hullet, for netop ikke at blive for meget. Hvad fanden skal man gøre? Jeg er for stolt til, at sige at jeg har brug for dem, for jeg har i bund og grund mest brug for mig selv. Heldigvis er jeg gift med en fantastisk mand, som stadig elsker mig og passer på mig, og forsøger at forstå….

Jeg tror emnet forventninger skal diskuteres hos psykologen en af de nærmeste gange…..

Ha’ en dejlig torsdag….

Kh Tina

One Reply to “Forventninger”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *