Er vi den ynkende generation?? (Del 1)

Siden jeg startede denne blog…

Har jeg fået mange tilbagemeldinger. De har handlet om mit mod til at gøre dette, om genkendelse i det beskrevne og om hvor vigtigt det er, at vi melder ud.

Men hvorfor er der så, så mange tabubelagte emner indenfor personlig udvikling? Hvorfor skammer vi os over, at livet har budt på hårde udfordringer, som vi skal have hjælp for at komme igennem? Hvorfor er det så svært, at ændre på sit liv og sine prioriteringer?

Disse ting arbejder jeg personligt en del med i øjeblikket. Det er mega hårdt. Jeg vil gerne via min blog være med til at fjerne tabuet. Billedet i mit indlæg i dag, er et billede af vores billeder af gode stunder i familien. Det er en kæmpe tavle der hænger i vores køkken. Ofte stopper jeg op og kigger på disse skønne minder og bliver dybt taknemlig for, at jeg har den familie jeg har. Der mangler selvfølgelig nogle medlemmer af familien, nogle mangler bevidst, andre skal nok komme med.

Det meste af min omgangskreds er født i 1960’erne eller 1970’erne ligesom jeg selv er. Jeg har siden denne blog startede, fået kendskab til mange i omgangskredsen, der har lignende problematikker. Når talen falder på disse tider og nutidens rollemodeller/forældre er der, i min optik, en verden til forskel. Så længe man kunne sende børnene i skole/institution i rent tøj og med madpakke hver dag, så var der sjældent nogen der blandede sig i, hvordan hjemmene var skruet sammen. Der blev heller ikke i min skoletid gjort noget særligt ved mobning.  Jeg husker ikke en eneste gang at være blevet spurgt hvordan det var at være mig. Hverken hjemme eller i skolen (jeg har gået på 7 forskellige folkeskoler) trods dagligt mobberi. Havde det gjort nogen forskel tænker du måske? Nej, det havde det måske ikke, men så havde jeg måske haft fornemmelsen af, at nogle interesserede sig for mig.

Jeg har streamet 2 dokumentar programmer på DR1 – de hedder henholdsvis “Min far er psykopat” og “Min kæreste er psykopat” Det var nogle tankevækkende udsendelser. Det første program beskrev studieværtens barndom, med en far, der toppede psykopatlisten. Vold og misbrug var dagligkost hos hende. Hun fortæller åbent om de ar på sjælen, hun har båret med ind i voksenlivet. Hun fortæller også, at det ikke var usædvanligt på den tid, at der foregik grufulde ting i hjemmene rundt omkring. De offentlige instanser blandede sig ikke.

Hvorfor er det relevant at kigge tilbage? Er det ikke bare en kliche, at give barndommen skylden for, at du i dit voksenliv er væltet?

Det har jeg tænkt engang! Det gør jeg ikke mere. Jeg er nemlig væltet. Helt væltet. Heldigvis har jeg fundet en superdygtig psykolog, som på en konstruktiv måde, kan forklare mig, hvorfor jeg gør som jeg gør.

Hvordan ændrer jeg så på de ar, jeg har båret med mig? Arrene forsvinder aldrig, men jeg kan lære at forholde mig til dem. Nu stopper jeg dette blogindlæg inden det bliver for langt. Lad os kalde dette del 1. Del 2 er på vej. Der vil jeg skrive lidt om, hvad jeg har valgt at gøre anderledes med mine børn, nogle generelle betragtninger af min generations måde at agere i samfundet på og helt sikkert en masse andet.

Ha’ en skøn dag derude.

Del – like – kommenter – tilmeld dig nyhedsbrevet.

Kh Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *