Hvad nu når de spørger….

hvorfor jeg blev opsagt???

For, ja, jeg skal sgu til jobsamtale. På mandag. Til et job, jeg umiddelbart rigtig, rigtig gerne vil have. Og nu kommer panikken så snigende. For jeg ved jo godt, at der kommer spørgsmål, hvor jeg skal være rimelig skarp. Og ærlig. Og virkelig sælge varen. Men kan jeg det? Er jeg attraktiv for en kommende arbejdsgiver?

Status på jobsøgning;
Sendte/samtaler/afslag                              7/1/2

Jeg skal tilbage

Både min krop og min hjerne er helt enige med mig, jeg er så klar til at komme tilbage. På mange måder. Tilbage på arbejdsmarkedet. Tilbage til optimismen. Tilbage til overskuddet. Tilbage til mestring af mit liv og min dagligdag. Men hold nu op, hvor er jeg bange for at mislykkes. Ved ikke lige hvordan et nederlag skal takles. Mine tanker pisker rundt. Jeg vil gerne være godt forberedt, så jeg kan næsten deres hjemmeside udenad. Mine spørgsmål til dem er der styr på. Det er deres spørgsmål til mig, der er angstprovokerende. For jeg bliver helt sikker spurgt om, hvorfor jeg ikke længere har mit faste job. Og jeg ved jo også godt, at svaret ikke er; “Jamen, jeg har været sygemeldt med stress i 15 måneder. Det hele blev lige lidt for meget.” Samtidig er jeg jo også nødt til at fortælle lidt. Det er en svær balancegang. Er der nogen derude, der har et par fif, et par gode råd? Det har jeg virkelig brug for………
Samtidig har jeg jo egentlig rimelig godt styr på selvtilliden. Det er ikke tillid til mine evner i mit fag, der mangler. Jeg ved hvad jeg kan, jeg ved at jeg vil være et godt valg til denne stilling. Det er selvværdet det er galt med. Både som jobansøger og på mange andre områder i mit liv. Og det er nok svært at nå at ændre inden mandag…..

De der skyhøje forventninger

De skal aflives. I hvert fald dem jeg har til mig selv. Selvom jeg har fået en bevidsthed om, at jeg ikke skal stille for høje krav til mig selv, så kan jeg allerede nu mærke præstationsangsten. Der er lang tid til mandag. Alligevel har jeg overfladisk vejrtrækning, tankemylder og spændingshovedpine. Og det er jo latterligt. Det er bare et arbejde. Min fornuft fortæller mig, at det hele nok skal gå. Hjernen glemmer at høre efter. Vejrtrækningsøvelserne er igang igen. Jeg skal have styr på mit shit. Og bare være mig. For det er godt nok. Nej, ikke godt nok, det er godt. Jeg burde hvile i mine faglige kompetencer, for det må være dem der kommer i første række.

Det er irriterende

At jeg reagerer sådan her. At jeg ikke er nået længere i arbejdet med mig selv. At der stadig er lang vej at gå, før jeg tror så meget på mig selv og mit værd, at en enkelt jobsamtale ikke tricker det hele. Og det er jo ikke kun jobsamtaler der tricker mig. Det er også i dagligdagen, at jeg støder på episoder, hvor jeg ikke føler mig ret meget værd. Objektivt er det uden tvivl bare hjernespind, der er ikke noget konkret der beviser, at jeg skal føle mig mindre værd. Så jeg har mange indre dialoger mellem min hjerne og mit indre jeg. Mit indre jeg ved jo godt, at jeg til tider overreagerer og ser ting der ikke er der, hvorimod min hjerne igen og igen forsøger at overbevise mig om det modsatte. At jeg ikke kan forvente, at det hele bliver ved med at gå godt. Det er udmattende. Og foruroligende at kunne konstatere, at jeg ikke har det selvværd, der gør, at jeg bare kan hvile i det jeg befinder mig i lige nu. At jeg hele tiden har plan B, og C, og D, kørende inde i hovedet. Det er ikke fordi jeg ønsker ændringer i mit liv. Jeg har faktisk alt det, jeg kan ønske mig. Men min psykologiske struktur er desværre bygget sådan, at jeg altid forventer det værste. At jeg ikke kan blive overrasket, hvis der sker noget dårligt. For jeg er nemlig på forkant! Altid! og samtidig krydser jeg fingre for, at jeg ikke får ødelagt det hele for mig selv……

Sikke mange tanker, bare på grund af en kommende jobsamtale…

Nå, men kryds fingre for at jeg får det job, så bliver jeg glad

Del – like – kommenter.

God weekend til jer

Kh Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *