Og vi smadrede ikke engang spejlet

Alligevel kan vi se frem til minimum et par uger med toiletvogn….

 

Vi ville bare renovere det ene badeværelse
Og det startede faktisk ud i fin stil. Vi fik brækket alle de gamle klinker ned. Vi fik fjernet møblerne, toilettet og badekarret. Og spejlet – uden det gik i stykker. Elektrikeren ordnede el. VVS’eren fik fjernet radiator, vandhane og gjorde klar til den nye bruser. Og opdagede et utæt rør. Det ledte ind til det andet badeværelse. Som ikke skulle renoveres. Det har nu hul i gulvet. Og vandskade. Så forsikringen er ind over. Der kommer så en toilet/badvogn i morgen. Placeres i indkørslen. Hvor der snart skal graves rør ned til fjernvarme. Det er sgu lidt uoverskueligt.

Alt er sat på stand by
Mureren skulle have været igang i dag. Han er udsat. VVS’eren lovede at komme igår, han er åbenbart forsvundet. Og har tabt hans mobil. Jobsøgningen bliver ikke i dag, der er INTET jeg har lyst til at søge. Så det er udsat til torsdag eller fredag. Vi skal have tømt kontoret, for det ligger lige bagved det lille toilet, der skal akut renoveres. Og nu krydser jeg fingre for, at rørene ud til køkkenet har det fint. For jeg kan overhovedet ikke forholde mig til, at der skal brækkes gulv op flere steder lige nu!!!

Jeg trækker vejret dybt
Og forsøger at navigere i kaos. Der er støvet, beskidt og rodet i mit hjem lige nu. Vores håndklæder er i flyttekasser, vores daglige produkter står i klodskasser i gangen. Vi har badet hos venner og familie en uges tid. Heldigvis så kan vi fra i morgen tage bad i vores indkørsel. Og så er der ingen undskyldning for ikke at løbe. Jeg vil gerne igang igen, men vil også gerne tage et bad bagefter. I morgen skal jeg til zumba, men fredag satses der på en lille løbetur.

En støvet hilsen herfra

Kh Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *