Når dem der altid har været her, ikke er her mere

Det der med at miste, der er en underlig ting…. Man kan i princippet miste alt på helt forskellige niveauer.

Min bedstefar døde i sidste uge – han blev over 90 år, og har levet et langt og godt liv. Altså lige på nær de sidste år, hvor han blev syg og havde brug for det offentliges hjælp. Det knap det gevaldigt med, men det er vist et emne til et senere indlæg.

De der historier fra gamle dage
Dem kommer jeg til at mangle. Med min bedstefars generation dør vigtig viden ud. Han kunne fortælle mange spændende historier om hans liv. Fortællinger der understregede forskellen på samfundet dengang og samfundet i dag. Han startede med at arbejde som 8 årig. Og har knoklet helt ind til pensionsalderen. Der er ikke så meget at sige til, at han kunne undre sig over nutidens ungdom (og det talte også min generation). På onsdag skal han begraves. Det bliver en vemodig dag, hvor jeg skal vise den sidste respekt og sende ham et stille tak for nu. Det er okay, at tage herfra når man har været her i over 90 år.

Det der med at miste
sætter tanker i gang. Nu har jeg mistet min bedstefar, det kom ikke uventet, og det var det bedste for ham til sidst. Vi mister jo alle nogen vi holder af. Det er livets betingelser, ind i mellem er det helt vildt urimeligt. Som min veninde der mistede hendes datter til kræften. Det giver ikke nogen mening. Det største tab man kan opleve og den største frygt vi har som forældre. Vi skal herfra inden vores børn. Det er en uskreven regel, som desværre en gang i mellem bliver brudt. Jeg mistede min far for nogle år siden. Det var et stort tab. Jeg manglede tid med ham, da vi først fik kontakt med hinanden, da jeg var voksen. Han tabte også kampen til kræften. Jeg besøgte ham tit den sidste tid. Han var på hospice og jeg var cirka 10 minutters kørsel derfra. Hans kone lovede mig, at hun ville ringe når det var op over, hvis jeg ikke var til stede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes søn ringede til mig et par timer efter min far døde. Det gjorde ondt. Jeg føler, at hun tog min afsked fra mig. Jeg synes ikke, jeg fik sagt ordentligt farvel.

At miste i en anden forstand
Heldigvis kommer vi igennem alt det tunge og triste når vi mister. Vi glemmer aldrig, men vi lærer at leve med sorgen og som regel kommer der også en accept. I dagligdagen mister vi jo konstant. Tit og ofte små ubetydelige ting i forhold til at miste nogen til døden. Se nu bare på mig. Jeg mister ind i mellem overblikket. Det er blevet bedre, men jeg husker tydeligt da jeg var allermest stresset. Det er virkelig ikke sjovt. Jeg mister modet, uanset hvor gode intentioner jeg kan have omkring en specifik ting, så sker det alligevel at jeg ikke har modet til at føre mine planer ud i livet, når jeg står midt i det. Det irriterer mig, for min fornuft fortæller mig, at det er det rigtige at gøre, men min hjerne nægter at adlyde. Jeg har mistet formen (og fået en ny og rundere en af slagsen), den ved jeg heldigvis kan komme igen, når jeg har overskuddet til det. Jeg har mistet venner, hvor nogle bevidst er valgt fra og andre hvor relationen ligeså stille er forsvundet. Til gengæld har jeg også fået nye.

Livet er jo en cyklus
Som heldigvis er mest optimistisk. Hvis vi vel at mærke vælger den skal være det. Jeg tror på, at du kan tænke dig til et bedre liv ved at have en positiv tilgang til tingene. Onsdag bliver en trist dag men samtidig også en god dag, da en gammel mand, der var mæt af dage, har fået lov at rejse videre. På trods af alle de før nævnte ting jeg ind i mellem mister, så får jeg dobbelt så meget igen. Jeg får kærlighed fra familien og venner Jeg får ro, når jeg drager ud i naturen med kameraet. Jeg får glæde, når jeg tænker over, hvor priviligeret jeg egentlig er. Kort og godt; Husk at leve livet – du har kun det ene….

KH Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *