Trunte-attituder

Jeg skal aldrig være håndboldtræner for en flok teenage-tøser

For et par uger siden fik jeg lov til at overvære en håndboldtræning for en flok piger omkring 14-16 år. Det var lidt af en oplevelse…..

En helt almindelig hverdagsaften i en hal
Som socialpædagog bliver man nok en smule erhvervsskadet. Under denne træning gjorde jeg mange interessante observationer. Og det fik tankerne i gang. Især omkring det der med stigmatisering og fordomme. I den daglige presse er det ikke sensations-historier om unge med anden etnisk baggrund eller socialt dårlige stillede der mangler. Ganske ofte kan vi alle læse overskrifter, der omhandler disse unge menneskers attituder og mangel på respekt for danskerne og autoriteterne. Som regel efterfulgt af utallige kommentarer fra smålige danskere, der har deres helt klare holdninger til, hvad der burde ske med disse unge mennesker. Det er unuanceret og rigidt. Der tages aldrig udgangspunkt i den enkelte overskrift, der spekuleres ikke over baggrunden for handlingen og alle skæres over en kam. Det er dejligt nemt. På den måde kan alle negative kommentarer gemmes bag ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er vigtig i et demokratisk samfund som vores. Men helt ærligt, burde den ikke være fair? Er det helt okay at svine andre mennesker til i ytringsfrihedens navn?

En helt almindelig lille by i Danmark
Denne træning foregik i en helt almindelig hal i en helt almindelig søvnig lille by. En by hvor indbyggerne hører til i den øvre middelklasse. Hvor kernefamilien er den bærende kraft, hvor de fleste forældre arbejder og de fleste børn bakkes op i at få et socialt liv. En by hvor der ikke er meget kriminalitet og stort set ingen med anden etnisk herkomst end dansk. Den sociale ageren jeg ser denne aften er faktisk ikke langt fra den ageren pressen ynder at skrive om. Den helt store forskel er åbenbart, at de piger jeg iagttager i denne hal er pæredanske, velplejede, velformuleret, populære og har det rigtige tøj og de rigtige veninder. Deres attituder bar helt klart præg af, at de er vant til at få det som de vil. Deres holdning til autoriteter (her menes der, de 2 håndboldtrænere) var nedværdigende og provokerende. Disse piger hundsede rundt med trænerne; Hent så de veste, Fuck dig, Fuck af, Det gider jeg fucking ikke, hvorfor er der ikke hentet vand, hent noget vand, giv mig en bold osv. osv.
Jeg vil gætte på, at der var omkring 16 piger til denne træning. Af disse var der omkring 5 piger, der ligesom satte dagsordenen. Det var førertrunterne. Jeg er helt sikker på, at disse piger er søde og behagelige, hvis man har dem på 2 mands hånd. Der sker bare noget, når de er sammen. Der opstår en fandenivoldkshed som præger træningen for alle på holdet. Disse piger lavede kun det de gad, når de gad. Når der skulle tages armbøjninger eller mavebøjninger stod de og så på. Når der skulle være ro, stod de og snakkede. Og de fik lov. Men det er ikke disse curling-børn vi hører om i pressen, selvom sproget og respekten er på fuldstændig samme niveau som de tidligere omtalte grupper. Det er da lidt tankevækkende.

En helt almindelig socialpædagog
Alt andet lige, så gør det mit arbejde en smule mere udfordrende. De fantastiske unge mennesker jeg arbejder med, skal jo gerne bevæge sig i den rigtige retning. Altså få de rigtige værdier og træffe de rigtige valg for dem selv. Og det er sjovt nok de værdier samfundet også forventer af dem. Det kræver en socialpædagogisk indsats, hvor vi som fagpersoner spejler dem i deres uhensigtsmæssige adfærd, giver dem redskaber til at agere anderledes, guider dem til at blive mere selvhjulpne og opmuntrer dem til at få en uddannelse. Det kræver også at “mine” unge mennesker har andre unge mennesker at spejle sig i. At de ser hvad det vil sige, at føre et normalt liv, hvor det ikke er din baggrund, der skal sætte dagsordenen for hvad du kan med dit liv. Så det gør mig lidt trist, at det er blevet acceptabel at opføre sig på den måde, jeg oplevede denne helt almindelige aften i en hal. Men hvad mener I derude? Er jeg en gammel sippet kone, der tager tingene for tungt? Hvad er jeres oplevelser med unge mennesker i en social kontekst?

Nok for nu – jobbet kalder
Ha’ en skøn onsdag.

Kh Tina

Der graves et hul….


og jeg skal se mig for, for ikke at falde i….

Det er ved at være nogle dage siden jeg sidst havde tid til et blog-indlæg. Det er en anden hverdag, når jeg pludselig er blevet en del af den danske arbejdsstyrke igen. Det er fedt! Jeg har det så godt. Der er ingen stress symptomer. Søde kolleger og fantastiske unge mennesker. I dag har jeg fri – og jeg møder først igen på tirsdag. Det er rart nok, selvom jeg er glad for jobbet. Jeg kan godt mærke, det er længe siden jeg har været igang på denne måde. Jeg bliver træt. På den gode måde. Træt på jeg-har-brugt-hjernen-konstruktivt-måde.  Så nu er opmærksomheden på, at jeg ikke skal i det hul der hedder “Jeg kan klare det hele-hullet”. For jeg har lyst til at byde ind. Hele tiden, men klog af skade, så mærker jeg efter.

Det der fødselsdagsfejring
kan være ganske okay. Søndag havde vi alle 4 unger (og svigerunger) med på restaurant til brunch-buffet. Min fødselsdag skulle jo fejres. Det var skønt, og en meget hyggelig formiddag. Efterfølgende tog vi hjem til os og spillede brætspil og snakkede. En søndag der indtager top 5 på dage, der er værd at huske. Til trods for håndværker rod og toiletvogn!

Sygebesøg
blev det også til i den forgangne uge. En af mine kære stressdamer er desværre ramt af sygdom. Vi har ikke set hende længe, men mandag lykkedes det endelig for et par stykker af os andre at komme ud forbi. Hun er en sej dame. Humøret var intakt trods al modgang, der var overskud til en gåtur og masser af snak. Det var virkelig skønt at se hende. Og inspirerende. Den der tendens med at falde i “selvmedlidenheds-hullet” hvor vi piver over alting bliver, for mig, sat i perspektiv. Vi skal huske at være taknemmelige for alt det gode vi har i vores liv. Det kan hurtigt blive vendt på hovedet.

Håndværkerhelvede
Det er udfordrende når renovering af badeværelse kolliderer med en vandskade SAMTIDIG med, at kommunens folk graver indkørslen op for at ligge fjernvarme rør. Vores egne håndværkere er blevet flyttet flere gange, for tingene bliver forsinket. Maleren havde lovet at blive færdig i dag, derfor var vvs’eren bestilt til mandag morgen. Og han er en vigtig mand. Han skal nemlig sørge for, at vi får toilet og bad indendøre igen. Maleren kommer så først mandag og bliver færdig, og nu krydser jeg fingre for, at vvs’eren har tid tirsdag eller onsdag. Forsikringens murer kunne ikke komme til at ligge klinker på gulvet, da indkørslen er et stort hul. Så han kommer også mandag. Og tirsdag. Og onsdag. Så mener han også, at han er færdig. Mine morgenrutiner er blevet ændret. Min indkørsel er i disse dage besat af 6-8 håndværkere, så det der med, at gå i toiletvognen iført nattøj bliver grænseoverskridende for mig.  Så det er nu, jeg koncentrerer mig om, ikke at falde i de fysiske huller udenfor hoveddøren og det mentale “frustrations-hul”

Når politiet rykker
Tirsdag blev jeg ringet op af Sydøstjyllands Politi. Jeg blev til en start helt kold i maven. Vel meget naturligt, når politiet er i røret. Det drejede sig om, den klage der var indgivet for 6 måneder siden (ja, SEKS MÅNEDER). Han ville bare lige høre, om det stadig var aktuelt med gøen fra nabo-hunden. Øh JA!! Ligesom i meget aktuelt. Så nu sker der noget. Endelig. Der må være virkelig travlt hos politiet. Jeg ved godt, at vores klage absolut har laveste prioritet, og sådan skal det også være. Men alligevel – et halvt års ventetid. Godt jeg er sådan en tålmodig sjæl (ironi kan forekomme).

I denne weekend sætter manden min nyt loft op på det nye badeværelse og jeg vil ud og tage billeder. Mit næste indlæg kommer nok til at handle lidt om, hvordan tonen blandt de unge mennesker er i dag. Jeg havde nogle spøjse iagttagelser til en håndboldtræning jeg overværede.

Rigtig dejlig weekend til jer derude.

Kh Tina

Jeg er ude af kontrol

Og jeg er lykkelig

Jeg har nemlig fået arbejde. Så i morgen skal jeg aflyse møde på jobcenteret fredag og møde i a-kassen næste fredag. Det er simpelthen fantastisk!

Tirsdag går det løs
Jeg starter med det samme. Det vil sige på tirsdag. På min fødselsdag. Men det er okay. Jeg fejrer alligevel ikke rigtig dagen mere. De andre fejrer mig, men jeg synes måske ikke helt, det er værd at fejre. Så det passer mig fint at starte nyt job. Jeg har fået det job, jeg allerhelst ville have. Opholdssted for unge mennesker, med en vagtplan der ikke inkluderer døgnvagter. Det kan ikke være mere perfekt. Der er kun en transporttid på ca. 25 minutter hver vej. Der er arbejde hver 4. (FJERDE) weekend, og ikke hver anden som det var på mit tidligere job. Alt spiller bare sammen.

Glade knogler
Så nu er jeg glad helt ind i knoglerne igen. Det er længe siden sidst. Og det er bare skønt. Jeg har faktisk haft det sådan hele ugen. Også inden jeg fik job. Det er igen rart at være mig. Jeg er glad for at være mig. Det er en rigtig god fornemmelse. Psykologbesøget idag blev ikke det sidste. Han er en dygtig mand, ham min psykolog. Han gav mig ret i, at jeg var nået rigtig langt, han så dog også at der er et stykke vej endnu, før jeg er helt i mål med at sætte mig selv først. Heldigvis var han enig med mig i, at jeg er klar til arbejdsmarkedet igen. Klog af skade, så fortsætter jeg hos ham, indtil han mener, at behovet ikke længere er til stede.

Fastelavn
Troede jeg egentlig var et overstået kapitel, når man går i 3. klasse, men det er det ikke. Så her til aften har yngstebarnet og jeg lavet kostume. Han bliver en terning. Og han er begejstret. Ligesom i meget begejstret. Vi har lavet det hele selv, og han er bare megastolt. Så selvom jeg ikke er den kreative pædagog kan jeg godt kreere lidt der kan bruges. Måske skal jeg smække nogle fastelavnsboller sammen i morgen.

Nok for nu – ha’ en dejlig uge derude. Min kan vist ikke blive bedre.

Kh Tina