Når dem der altid har været her, ikke er her mere

Det der med at miste, der er en underlig ting…. Man kan i princippet miste alt på helt forskellige niveauer.

Min bedstefar døde i sidste uge – han blev over 90 år, og har levet et langt og godt liv. Altså lige på nær de sidste år, hvor han blev syg og havde brug for det offentliges hjælp. Det knap det gevaldigt med, men det er vist et emne til et senere indlæg.

De der historier fra gamle dage
Dem kommer jeg til at mangle. Med min bedstefars generation dør vigtig viden ud. Han kunne fortælle mange spændende historier om hans liv. Fortællinger der understregede forskellen på samfundet dengang og samfundet i dag. Han startede med at arbejde som 8 årig. Og har knoklet helt ind til pensionsalderen. Der er ikke så meget at sige til, at han kunne undre sig over nutidens ungdom (og det talte også min generation). På onsdag skal han begraves. Det bliver en vemodig dag, hvor jeg skal vise den sidste respekt og sende ham et stille tak for nu. Det er okay, at tage herfra når man har været her i over 90 år.

Det der med at miste
sætter tanker i gang. Nu har jeg mistet min bedstefar, det kom ikke uventet, og det var det bedste for ham til sidst. Vi mister jo alle nogen vi holder af. Det er livets betingelser, ind i mellem er det helt vildt urimeligt. Som min veninde der mistede hendes datter til kræften. Det giver ikke nogen mening. Det største tab man kan opleve og den største frygt vi har som forældre. Vi skal herfra inden vores børn. Det er en uskreven regel, som desværre en gang i mellem bliver brudt. Jeg mistede min far for nogle år siden. Det var et stort tab. Jeg manglede tid med ham, da vi først fik kontakt med hinanden, da jeg var voksen. Han tabte også kampen til kræften. Jeg besøgte ham tit den sidste tid. Han var på hospice og jeg var cirka 10 minutters kørsel derfra. Hans kone lovede mig, at hun ville ringe når det var op over, hvis jeg ikke var til stede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes søn ringede til mig et par timer efter min far døde. Det gjorde ondt. Jeg føler, at hun tog min afsked fra mig. Jeg synes ikke, jeg fik sagt ordentligt farvel.

At miste i en anden forstand
Heldigvis kommer vi igennem alt det tunge og triste når vi mister. Vi glemmer aldrig, men vi lærer at leve med sorgen og som regel kommer der også en accept. I dagligdagen mister vi jo konstant. Tit og ofte små ubetydelige ting i forhold til at miste nogen til døden. Se nu bare på mig. Jeg mister ind i mellem overblikket. Det er blevet bedre, men jeg husker tydeligt da jeg var allermest stresset. Det er virkelig ikke sjovt. Jeg mister modet, uanset hvor gode intentioner jeg kan have omkring en specifik ting, så sker det alligevel at jeg ikke har modet til at føre mine planer ud i livet, når jeg står midt i det. Det irriterer mig, for min fornuft fortæller mig, at det er det rigtige at gøre, men min hjerne nægter at adlyde. Jeg har mistet formen (og fået en ny og rundere en af slagsen), den ved jeg heldigvis kan komme igen, når jeg har overskuddet til det. Jeg har mistet venner, hvor nogle bevidst er valgt fra og andre hvor relationen ligeså stille er forsvundet. Til gengæld har jeg også fået nye.

Livet er jo en cyklus
Som heldigvis er mest optimistisk. Hvis vi vel at mærke vælger den skal være det. Jeg tror på, at du kan tænke dig til et bedre liv ved at have en positiv tilgang til tingene. Onsdag bliver en trist dag men samtidig også en god dag, da en gammel mand, der var mæt af dage, har fået lov at rejse videre. På trods af alle de før nævnte ting jeg ind i mellem mister, så får jeg dobbelt så meget igen. Jeg får kærlighed fra familien og venner Jeg får ro, når jeg drager ud i naturen med kameraet. Jeg får glæde, når jeg tænker over, hvor priviligeret jeg egentlig er. Kort og godt; Husk at leve livet – du har kun det ene….

KH Tina

Der graves et hul….


og jeg skal se mig for, for ikke at falde i….

Det er ved at være nogle dage siden jeg sidst havde tid til et blog-indlæg. Det er en anden hverdag, når jeg pludselig er blevet en del af den danske arbejdsstyrke igen. Det er fedt! Jeg har det så godt. Der er ingen stress symptomer. Søde kolleger og fantastiske unge mennesker. I dag har jeg fri – og jeg møder først igen på tirsdag. Det er rart nok, selvom jeg er glad for jobbet. Jeg kan godt mærke, det er længe siden jeg har været igang på denne måde. Jeg bliver træt. På den gode måde. Træt på jeg-har-brugt-hjernen-konstruktivt-måde.  Så nu er opmærksomheden på, at jeg ikke skal i det hul der hedder “Jeg kan klare det hele-hullet”. For jeg har lyst til at byde ind. Hele tiden, men klog af skade, så mærker jeg efter.

Det der fødselsdagsfejring
kan være ganske okay. Søndag havde vi alle 4 unger (og svigerunger) med på restaurant til brunch-buffet. Min fødselsdag skulle jo fejres. Det var skønt, og en meget hyggelig formiddag. Efterfølgende tog vi hjem til os og spillede brætspil og snakkede. En søndag der indtager top 5 på dage, der er værd at huske. Til trods for håndværker rod og toiletvogn!

Sygebesøg
blev det også til i den forgangne uge. En af mine kære stressdamer er desværre ramt af sygdom. Vi har ikke set hende længe, men mandag lykkedes det endelig for et par stykker af os andre at komme ud forbi. Hun er en sej dame. Humøret var intakt trods al modgang, der var overskud til en gåtur og masser af snak. Det var virkelig skønt at se hende. Og inspirerende. Den der tendens med at falde i “selvmedlidenheds-hullet” hvor vi piver over alting bliver, for mig, sat i perspektiv. Vi skal huske at være taknemmelige for alt det gode vi har i vores liv. Det kan hurtigt blive vendt på hovedet.

Håndværkerhelvede
Det er udfordrende når renovering af badeværelse kolliderer med en vandskade SAMTIDIG med, at kommunens folk graver indkørslen op for at ligge fjernvarme rør. Vores egne håndværkere er blevet flyttet flere gange, for tingene bliver forsinket. Maleren havde lovet at blive færdig i dag, derfor var vvs’eren bestilt til mandag morgen. Og han er en vigtig mand. Han skal nemlig sørge for, at vi får toilet og bad indendøre igen. Maleren kommer så først mandag og bliver færdig, og nu krydser jeg fingre for, at vvs’eren har tid tirsdag eller onsdag. Forsikringens murer kunne ikke komme til at ligge klinker på gulvet, da indkørslen er et stort hul. Så han kommer også mandag. Og tirsdag. Og onsdag. Så mener han også, at han er færdig. Mine morgenrutiner er blevet ændret. Min indkørsel er i disse dage besat af 6-8 håndværkere, så det der med, at gå i toiletvognen iført nattøj bliver grænseoverskridende for mig.  Så det er nu, jeg koncentrerer mig om, ikke at falde i de fysiske huller udenfor hoveddøren og det mentale “frustrations-hul”

Når politiet rykker
Tirsdag blev jeg ringet op af Sydøstjyllands Politi. Jeg blev til en start helt kold i maven. Vel meget naturligt, når politiet er i røret. Det drejede sig om, den klage der var indgivet for 6 måneder siden (ja, SEKS MÅNEDER). Han ville bare lige høre, om det stadig var aktuelt med gøen fra nabo-hunden. Øh JA!! Ligesom i meget aktuelt. Så nu sker der noget. Endelig. Der må være virkelig travlt hos politiet. Jeg ved godt, at vores klage absolut har laveste prioritet, og sådan skal det også være. Men alligevel – et halvt års ventetid. Godt jeg er sådan en tålmodig sjæl (ironi kan forekomme).

I denne weekend sætter manden min nyt loft op på det nye badeværelse og jeg vil ud og tage billeder. Mit næste indlæg kommer nok til at handle lidt om, hvordan tonen blandt de unge mennesker er i dag. Jeg havde nogle spøjse iagttagelser til en håndboldtræning jeg overværede.

Rigtig dejlig weekend til jer derude.

Kh Tina

Når jeg får chancen….

Så griber jeg den…..

Det nye job
Den første vagt havde jeg tirsdag. Det var en lang dag, hvor jeg både fik sagt godmorgen og godnat til de unge mennesker. Det aller bedste er, at jeg har en helt vildt god mavefornemmelse. Det kommer til at kræve tilvænning, men heldigvis en tilvænning i den gode retning. Den største tilvænning bliver i min hjerne. Jeg er vant til, at møde ind på arbejde med alle antenner slået ud. Fuld opmærksomhed på alt. Forventning om konflikter og ballade. I mit nye job er tilgangen en anden. Ungegruppen er en anden. Der er gensidig tillid. Det er ikke de unge mod de voksne. Der er tid! Tid til at iagttage og observere. Tid til småsnak uden afbrydelser. Tid til at lytte til de unge. Der er muligheder. Muligheder for, at sige mere ja end nej. Muligheder for, at de unge mennesker kan have gæster. Mulighed for, at give de unge muligheder for at udvikle sig selvstændigt. Jeg er umiddelbart meget begejstret

Nu er jeg endnu ældre
Tirsdag havde jeg fødselsdag. Jeg er født i 1971 – so do the math…… Det varer ikke længe, før der rundes et ret skarpt hjørne. Dagen blev fejret mandag, da jeg jo havde monster lang arbejdsdag på selve dagen. Det var hyggeligt. Manden min lavede mad – jeg fik lækre gaver. Et brætspil jeg havde ønsket mig, “blomsterberg” grej, så jeg kan lave endnu finere kager. OG så var der lige gaven fra mit livs kærlighed. Han er eminent til at give gaver. Denne gang er han gået lidt amok. Jeg fik et nyt kamera! Et spejlrefleks Nikon og en ekstra linse. Så nu kan jeg for alvor dyrke min hobby. Det kan simpelthen ALT!! Jeg har søgt på nettet efter fotokurser, så jeg kan lære at bruge det optimalt. Det glæder jeg mig til. Tirsdag var som sagt job-dag. Heldigvis væltede det ind med hilsner på mobilen. Masser af facebook hilsner, sms’er og messengerbeskeder. Det var så skønt. Der var hilsner fra stort set alle. Det bliver jeg virkelig glad for. Dejligt at vide, at der lige er blevet sendt en tanke i min retning. Så af hjertet tak for dem. I ved hvem I er….

Eftertænksomme tanker
Følger muligvis med, når man bliver ældre. I hvert fald har mine tanker kredset om det der, med at få en chance. Jeg føler, jeg har fået en chance med mit nye job. Der har været en del bekymringer og spekulationer omkring min fremtidige karriere. Heldigvis fik jeg chancen. Der er ikke skjult noget. Jeg har været åben omkring mit stress. Jeg føler mig heldig. Jeg ved jo godt selv, at jeg er klar igen, men som kommende arbejdsgiver ville der måske opstå en tvivl. Jeg er taknemlig og vil gøre mit for at bevise, at de valgte den rigtige.
Min arbejdsplan giver mig chancen for at dyrke min hobby på alle tider af døgnet. Jeg elsker at fotografere, og nu har jeg udstyret til at gå i dybden med det. Den chance griber jeg også. Jeg har lavet en side på facebook (fotosnedkeriet) hvor jeg vil promovere mig selv og mine fotos. Jeg vil også efterlyse modeller (børn, hunde, heste, håndværk osv.) når jeg er klar til at udfordre mig selv. Jeg kan mærke det gør mig glad.

Hvad pusler I med derude?

Del – like – kommenter – jeg bliver så glad

Kh Tina