Trunte-attituder

Jeg skal aldrig være håndboldtræner for en flok teenage-tøser

For et par uger siden fik jeg lov til at overvære en håndboldtræning for en flok piger omkring 14-16 år. Det var lidt af en oplevelse…..

En helt almindelig hverdagsaften i en hal
Som socialpædagog bliver man nok en smule erhvervsskadet. Under denne træning gjorde jeg mange interessante observationer. Og det fik tankerne i gang. Især omkring det der med stigmatisering og fordomme. I den daglige presse er det ikke sensations-historier om unge med anden etnisk baggrund eller socialt dårlige stillede der mangler. Ganske ofte kan vi alle læse overskrifter, der omhandler disse unge menneskers attituder og mangel på respekt for danskerne og autoriteterne. Som regel efterfulgt af utallige kommentarer fra smålige danskere, der har deres helt klare holdninger til, hvad der burde ske med disse unge mennesker. Det er unuanceret og rigidt. Der tages aldrig udgangspunkt i den enkelte overskrift, der spekuleres ikke over baggrunden for handlingen og alle skæres over en kam. Det er dejligt nemt. På den måde kan alle negative kommentarer gemmes bag ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er vigtig i et demokratisk samfund som vores. Men helt ærligt, burde den ikke være fair? Er det helt okay at svine andre mennesker til i ytringsfrihedens navn?

En helt almindelig lille by i Danmark
Denne træning foregik i en helt almindelig hal i en helt almindelig søvnig lille by. En by hvor indbyggerne hører til i den øvre middelklasse. Hvor kernefamilien er den bærende kraft, hvor de fleste forældre arbejder og de fleste børn bakkes op i at få et socialt liv. En by hvor der ikke er meget kriminalitet og stort set ingen med anden etnisk herkomst end dansk. Den sociale ageren jeg ser denne aften er faktisk ikke langt fra den ageren pressen ynder at skrive om. Den helt store forskel er åbenbart, at de piger jeg iagttager i denne hal er pæredanske, velplejede, velformuleret, populære og har det rigtige tøj og de rigtige veninder. Deres attituder bar helt klart præg af, at de er vant til at få det som de vil. Deres holdning til autoriteter (her menes der, de 2 håndboldtrænere) var nedværdigende og provokerende. Disse piger hundsede rundt med trænerne; Hent så de veste, Fuck dig, Fuck af, Det gider jeg fucking ikke, hvorfor er der ikke hentet vand, hent noget vand, giv mig en bold osv. osv.
Jeg vil gætte på, at der var omkring 16 piger til denne træning. Af disse var der omkring 5 piger, der ligesom satte dagsordenen. Det var førertrunterne. Jeg er helt sikker på, at disse piger er søde og behagelige, hvis man har dem på 2 mands hånd. Der sker bare noget, når de er sammen. Der opstår en fandenivoldkshed som præger træningen for alle på holdet. Disse piger lavede kun det de gad, når de gad. Når der skulle tages armbøjninger eller mavebøjninger stod de og så på. Når der skulle være ro, stod de og snakkede. Og de fik lov. Men det er ikke disse curling-børn vi hører om i pressen, selvom sproget og respekten er på fuldstændig samme niveau som de tidligere omtalte grupper. Det er da lidt tankevækkende.

En helt almindelig socialpædagog
Alt andet lige, så gør det mit arbejde en smule mere udfordrende. De fantastiske unge mennesker jeg arbejder med, skal jo gerne bevæge sig i den rigtige retning. Altså få de rigtige værdier og træffe de rigtige valg for dem selv. Og det er sjovt nok de værdier samfundet også forventer af dem. Det kræver en socialpædagogisk indsats, hvor vi som fagpersoner spejler dem i deres uhensigtsmæssige adfærd, giver dem redskaber til at agere anderledes, guider dem til at blive mere selvhjulpne og opmuntrer dem til at få en uddannelse. Det kræver også at “mine” unge mennesker har andre unge mennesker at spejle sig i. At de ser hvad det vil sige, at føre et normalt liv, hvor det ikke er din baggrund, der skal sætte dagsordenen for hvad du kan med dit liv. Så det gør mig lidt trist, at det er blevet acceptabel at opføre sig på den måde, jeg oplevede denne helt almindelige aften i en hal. Men hvad mener I derude? Er jeg en gammel sippet kone, der tager tingene for tungt? Hvad er jeres oplevelser med unge mennesker i en social kontekst?

Nok for nu – jobbet kalder
Ha’ en skøn onsdag.

Kh Tina

Når jeg får chancen….

Så griber jeg den…..

Det nye job
Den første vagt havde jeg tirsdag. Det var en lang dag, hvor jeg både fik sagt godmorgen og godnat til de unge mennesker. Det aller bedste er, at jeg har en helt vildt god mavefornemmelse. Det kommer til at kræve tilvænning, men heldigvis en tilvænning i den gode retning. Den største tilvænning bliver i min hjerne. Jeg er vant til, at møde ind på arbejde med alle antenner slået ud. Fuld opmærksomhed på alt. Forventning om konflikter og ballade. I mit nye job er tilgangen en anden. Ungegruppen er en anden. Der er gensidig tillid. Det er ikke de unge mod de voksne. Der er tid! Tid til at iagttage og observere. Tid til småsnak uden afbrydelser. Tid til at lytte til de unge. Der er muligheder. Muligheder for, at sige mere ja end nej. Muligheder for, at de unge mennesker kan have gæster. Mulighed for, at give de unge muligheder for at udvikle sig selvstændigt. Jeg er umiddelbart meget begejstret

Nu er jeg endnu ældre
Tirsdag havde jeg fødselsdag. Jeg er født i 1971 – so do the math…… Det varer ikke længe, før der rundes et ret skarpt hjørne. Dagen blev fejret mandag, da jeg jo havde monster lang arbejdsdag på selve dagen. Det var hyggeligt. Manden min lavede mad – jeg fik lækre gaver. Et brætspil jeg havde ønsket mig, “blomsterberg” grej, så jeg kan lave endnu finere kager. OG så var der lige gaven fra mit livs kærlighed. Han er eminent til at give gaver. Denne gang er han gået lidt amok. Jeg fik et nyt kamera! Et spejlrefleks Nikon og en ekstra linse. Så nu kan jeg for alvor dyrke min hobby. Det kan simpelthen ALT!! Jeg har søgt på nettet efter fotokurser, så jeg kan lære at bruge det optimalt. Det glæder jeg mig til. Tirsdag var som sagt job-dag. Heldigvis væltede det ind med hilsner på mobilen. Masser af facebook hilsner, sms’er og messengerbeskeder. Det var så skønt. Der var hilsner fra stort set alle. Det bliver jeg virkelig glad for. Dejligt at vide, at der lige er blevet sendt en tanke i min retning. Så af hjertet tak for dem. I ved hvem I er….

Eftertænksomme tanker
Følger muligvis med, når man bliver ældre. I hvert fald har mine tanker kredset om det der, med at få en chance. Jeg føler, jeg har fået en chance med mit nye job. Der har været en del bekymringer og spekulationer omkring min fremtidige karriere. Heldigvis fik jeg chancen. Der er ikke skjult noget. Jeg har været åben omkring mit stress. Jeg føler mig heldig. Jeg ved jo godt selv, at jeg er klar igen, men som kommende arbejdsgiver ville der måske opstå en tvivl. Jeg er taknemlig og vil gøre mit for at bevise, at de valgte den rigtige.
Min arbejdsplan giver mig chancen for at dyrke min hobby på alle tider af døgnet. Jeg elsker at fotografere, og nu har jeg udstyret til at gå i dybden med det. Den chance griber jeg også. Jeg har lavet en side på facebook (fotosnedkeriet) hvor jeg vil promovere mig selv og mine fotos. Jeg vil også efterlyse modeller (børn, hunde, heste, håndværk osv.) når jeg er klar til at udfordre mig selv. Jeg kan mærke det gør mig glad.

Hvad pusler I med derude?

Del – like – kommenter – jeg bliver så glad

Kh Tina

Jeg er ude af kontrol

Og jeg er lykkelig

Jeg har nemlig fået arbejde. Så i morgen skal jeg aflyse møde på jobcenteret fredag og møde i a-kassen næste fredag. Det er simpelthen fantastisk!

Tirsdag går det løs
Jeg starter med det samme. Det vil sige på tirsdag. På min fødselsdag. Men det er okay. Jeg fejrer alligevel ikke rigtig dagen mere. De andre fejrer mig, men jeg synes måske ikke helt, det er værd at fejre. Så det passer mig fint at starte nyt job. Jeg har fået det job, jeg allerhelst ville have. Opholdssted for unge mennesker, med en vagtplan der ikke inkluderer døgnvagter. Det kan ikke være mere perfekt. Der er kun en transporttid på ca. 25 minutter hver vej. Der er arbejde hver 4. (FJERDE) weekend, og ikke hver anden som det var på mit tidligere job. Alt spiller bare sammen.

Glade knogler
Så nu er jeg glad helt ind i knoglerne igen. Det er længe siden sidst. Og det er bare skønt. Jeg har faktisk haft det sådan hele ugen. Også inden jeg fik job. Det er igen rart at være mig. Jeg er glad for at være mig. Det er en rigtig god fornemmelse. Psykologbesøget idag blev ikke det sidste. Han er en dygtig mand, ham min psykolog. Han gav mig ret i, at jeg var nået rigtig langt, han så dog også at der er et stykke vej endnu, før jeg er helt i mål med at sætte mig selv først. Heldigvis var han enig med mig i, at jeg er klar til arbejdsmarkedet igen. Klog af skade, så fortsætter jeg hos ham, indtil han mener, at behovet ikke længere er til stede.

Fastelavn
Troede jeg egentlig var et overstået kapitel, når man går i 3. klasse, men det er det ikke. Så her til aften har yngstebarnet og jeg lavet kostume. Han bliver en terning. Og han er begejstret. Ligesom i meget begejstret. Vi har lavet det hele selv, og han er bare megastolt. Så selvom jeg ikke er den kreative pædagog kan jeg godt kreere lidt der kan bruges. Måske skal jeg smække nogle fastelavnsboller sammen i morgen.

Nok for nu – ha’ en dejlig uge derude. Min kan vist ikke blive bedre.

Kh Tina