Leder efter formen til lækkerhed

Nu skal det være – jeg skal tabe mig!!!

Siden jeg blev sygemeldt med stress har kiloene sneget sig på. Og mange af dem. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg skal tabe 10 kg nu! Jeg ved godt, at det ikke bliver nemt og jeg ved også godt hvad der skal til….

Jeg er ikke til lyn-kure
Derfor har jeg også væbnet mig med tålmodighed og lagt en plan. Den hedder kostændring og nej-tak. Plus selvfølgelig at få rørt mig. De sidste 18 måneder har kostet mig omkring 15 kg. Det er for meget. Selvom min elskede mand stadig overbeviser mig om, at jeg er lækker, så er det blevet for meget for mig selv. Og jeg skal jo sætte mig selv først – man kan ikke elske andre, før man elsker sig selv, ja der findes sikkert mange flere kloge ord. Jeg er bare der nu, hvor jeg ikke gider se på mig selv mere, og hvor jeg ikke længere er begejstret over udsigten til en ny kjole inden en kommende konfirmationsfest. For årsagen til den nye kjole er udelukkende at mit korpus ikke længere kan være i de andre ellers flotte kjoler jeg har hængende i skabet.

Fit og sund – og dårlig samvittighed
Ja, jeg er som mange andre medlem af et fitness-center. Og rent faktisk også aktivt medlem (står der i hvert fald på hjemmesiden), problemet er bare, at jeg ikke er ret aktiv deroppe. Mine yndlings instruktører danser zumba på de dage hvor jeg arbejder. Dårlig undskyldning – jeg ved det godt. Nu fifler jeg lidt med tanken om at få afprøvet der der spinning. Det skulle være godt. Og effektivt til fedtforbrændingen. Jeg har bare så grusomt svært, ved at se mig selv på en cykel….. Planen for det her vægttab ser ud som følger; Jeg skal dyrke motion hver dag, undtaget torsdag hvor jeg har virkelig lang arbejdsdag. Hvis vejret er til det, skal jeg ud og løbe hver morgen. Hvis det er møgvejr, så skal jeg tage i træningscenteret og lave et eller andet deroppe, der også får pulsen op. Jeg spiser helt almindeligt mad, går uden om alt for meget fedt og sukker, og tager kun 1 portion til hvert måltid. Jeg må spise frugt og grønt hele dagen. En dag i ugen må jeg godt synde. Det bliver sandsynligvis en dag i weekenden, og den skal planlægges nøje. For det bliver efter devisen lidt men godt.

Jeg er kommet godt fra start
I morges fik jeg mig vejet. Det var som forventet heldigvis. Mindst 10 kg skal der af. Alt over er bonus. Jeg spiste en grovbolle og løb en tur. På 2 km. Altså, absolut ikke langt, og jeg var også nede og gå et par gange. Men klog af skade (helt bogstaveligt) så skal det foregå stille og roligt. Mine fødder har det ikke for godt endnu, men fair nok, de slæber også rundt på en del mere end de er vant til. Frokosten bestod af havregrød – kogt på vand naturligvis, og lige om lidt er det arbejdstid. Det er her min rygrad skal stå sin prøve. Der er altid et eller andet lækkert i skabet. Som jeg IKKE skal have. Heller ikke kl. 22.30 når der er ved at være ro. Jeg skal heller ikke spise usundt, når jeg når hjem kl. 23.30. Disse gamle vaner er væk nu!!! Og jeg mener det!!!

Nå, men følg med herinde for opdateringer på, hvordan mit projekt lækkerhed skrider frem….

God uge til jer derude.

Kh Tina

Når dem der altid har været her, ikke er her mere

Det der med at miste, der er en underlig ting…. Man kan i princippet miste alt på helt forskellige niveauer.

Min bedstefar døde i sidste uge – han blev over 90 år, og har levet et langt og godt liv. Altså lige på nær de sidste år, hvor han blev syg og havde brug for det offentliges hjælp. Det knap det gevaldigt med, men det er vist et emne til et senere indlæg.

De der historier fra gamle dage
Dem kommer jeg til at mangle. Med min bedstefars generation dør vigtig viden ud. Han kunne fortælle mange spændende historier om hans liv. Fortællinger der understregede forskellen på samfundet dengang og samfundet i dag. Han startede med at arbejde som 8 årig. Og har knoklet helt ind til pensionsalderen. Der er ikke så meget at sige til, at han kunne undre sig over nutidens ungdom (og det talte også min generation). På onsdag skal han begraves. Det bliver en vemodig dag, hvor jeg skal vise den sidste respekt og sende ham et stille tak for nu. Det er okay, at tage herfra når man har været her i over 90 år.

Det der med at miste
sætter tanker i gang. Nu har jeg mistet min bedstefar, det kom ikke uventet, og det var det bedste for ham til sidst. Vi mister jo alle nogen vi holder af. Det er livets betingelser, ind i mellem er det helt vildt urimeligt. Som min veninde der mistede hendes datter til kræften. Det giver ikke nogen mening. Det største tab man kan opleve og den største frygt vi har som forældre. Vi skal herfra inden vores børn. Det er en uskreven regel, som desværre en gang i mellem bliver brudt. Jeg mistede min far for nogle år siden. Det var et stort tab. Jeg manglede tid med ham, da vi først fik kontakt med hinanden, da jeg var voksen. Han tabte også kampen til kræften. Jeg besøgte ham tit den sidste tid. Han var på hospice og jeg var cirka 10 minutters kørsel derfra. Hans kone lovede mig, at hun ville ringe når det var op over, hvis jeg ikke var til stede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes søn ringede til mig et par timer efter min far døde. Det gjorde ondt. Jeg føler, at hun tog min afsked fra mig. Jeg synes ikke, jeg fik sagt ordentligt farvel.

At miste i en anden forstand
Heldigvis kommer vi igennem alt det tunge og triste når vi mister. Vi glemmer aldrig, men vi lærer at leve med sorgen og som regel kommer der også en accept. I dagligdagen mister vi jo konstant. Tit og ofte små ubetydelige ting i forhold til at miste nogen til døden. Se nu bare på mig. Jeg mister ind i mellem overblikket. Det er blevet bedre, men jeg husker tydeligt da jeg var allermest stresset. Det er virkelig ikke sjovt. Jeg mister modet, uanset hvor gode intentioner jeg kan have omkring en specifik ting, så sker det alligevel at jeg ikke har modet til at føre mine planer ud i livet, når jeg står midt i det. Det irriterer mig, for min fornuft fortæller mig, at det er det rigtige at gøre, men min hjerne nægter at adlyde. Jeg har mistet formen (og fået en ny og rundere en af slagsen), den ved jeg heldigvis kan komme igen, når jeg har overskuddet til det. Jeg har mistet venner, hvor nogle bevidst er valgt fra og andre hvor relationen ligeså stille er forsvundet. Til gengæld har jeg også fået nye.

Livet er jo en cyklus
Som heldigvis er mest optimistisk. Hvis vi vel at mærke vælger den skal være det. Jeg tror på, at du kan tænke dig til et bedre liv ved at have en positiv tilgang til tingene. Onsdag bliver en trist dag men samtidig også en god dag, da en gammel mand, der var mæt af dage, har fået lov at rejse videre. På trods af alle de før nævnte ting jeg ind i mellem mister, så får jeg dobbelt så meget igen. Jeg får kærlighed fra familien og venner Jeg får ro, når jeg drager ud i naturen med kameraet. Jeg får glæde, når jeg tænker over, hvor priviligeret jeg egentlig er. Kort og godt; Husk at leve livet – du har kun det ene….

KH Tina

Når jeg får chancen….

Så griber jeg den…..

Det nye job
Den første vagt havde jeg tirsdag. Det var en lang dag, hvor jeg både fik sagt godmorgen og godnat til de unge mennesker. Det aller bedste er, at jeg har en helt vildt god mavefornemmelse. Det kommer til at kræve tilvænning, men heldigvis en tilvænning i den gode retning. Den største tilvænning bliver i min hjerne. Jeg er vant til, at møde ind på arbejde med alle antenner slået ud. Fuld opmærksomhed på alt. Forventning om konflikter og ballade. I mit nye job er tilgangen en anden. Ungegruppen er en anden. Der er gensidig tillid. Det er ikke de unge mod de voksne. Der er tid! Tid til at iagttage og observere. Tid til småsnak uden afbrydelser. Tid til at lytte til de unge. Der er muligheder. Muligheder for, at sige mere ja end nej. Muligheder for, at de unge mennesker kan have gæster. Mulighed for, at give de unge muligheder for at udvikle sig selvstændigt. Jeg er umiddelbart meget begejstret

Nu er jeg endnu ældre
Tirsdag havde jeg fødselsdag. Jeg er født i 1971 – so do the math…… Det varer ikke længe, før der rundes et ret skarpt hjørne. Dagen blev fejret mandag, da jeg jo havde monster lang arbejdsdag på selve dagen. Det var hyggeligt. Manden min lavede mad – jeg fik lækre gaver. Et brætspil jeg havde ønsket mig, “blomsterberg” grej, så jeg kan lave endnu finere kager. OG så var der lige gaven fra mit livs kærlighed. Han er eminent til at give gaver. Denne gang er han gået lidt amok. Jeg fik et nyt kamera! Et spejlrefleks Nikon og en ekstra linse. Så nu kan jeg for alvor dyrke min hobby. Det kan simpelthen ALT!! Jeg har søgt på nettet efter fotokurser, så jeg kan lære at bruge det optimalt. Det glæder jeg mig til. Tirsdag var som sagt job-dag. Heldigvis væltede det ind med hilsner på mobilen. Masser af facebook hilsner, sms’er og messengerbeskeder. Det var så skønt. Der var hilsner fra stort set alle. Det bliver jeg virkelig glad for. Dejligt at vide, at der lige er blevet sendt en tanke i min retning. Så af hjertet tak for dem. I ved hvem I er….

Eftertænksomme tanker
Følger muligvis med, når man bliver ældre. I hvert fald har mine tanker kredset om det der, med at få en chance. Jeg føler, jeg har fået en chance med mit nye job. Der har været en del bekymringer og spekulationer omkring min fremtidige karriere. Heldigvis fik jeg chancen. Der er ikke skjult noget. Jeg har været åben omkring mit stress. Jeg føler mig heldig. Jeg ved jo godt selv, at jeg er klar igen, men som kommende arbejdsgiver ville der måske opstå en tvivl. Jeg er taknemlig og vil gøre mit for at bevise, at de valgte den rigtige.
Min arbejdsplan giver mig chancen for at dyrke min hobby på alle tider af døgnet. Jeg elsker at fotografere, og nu har jeg udstyret til at gå i dybden med det. Den chance griber jeg også. Jeg har lavet en side på facebook (fotosnedkeriet) hvor jeg vil promovere mig selv og mine fotos. Jeg vil også efterlyse modeller (børn, hunde, heste, håndværk osv.) når jeg er klar til at udfordre mig selv. Jeg kan mærke det gør mig glad.

Hvad pusler I med derude?

Del – like – kommenter – jeg bliver så glad

Kh Tina