Der graves et hul….


og jeg skal se mig for, for ikke at falde i….

Det er ved at være nogle dage siden jeg sidst havde tid til et blog-indlæg. Det er en anden hverdag, når jeg pludselig er blevet en del af den danske arbejdsstyrke igen. Det er fedt! Jeg har det så godt. Der er ingen stress symptomer. Søde kolleger og fantastiske unge mennesker. I dag har jeg fri – og jeg møder først igen på tirsdag. Det er rart nok, selvom jeg er glad for jobbet. Jeg kan godt mærke, det er længe siden jeg har været igang på denne måde. Jeg bliver træt. På den gode måde. Træt på jeg-har-brugt-hjernen-konstruktivt-måde.  Så nu er opmærksomheden på, at jeg ikke skal i det hul der hedder “Jeg kan klare det hele-hullet”. For jeg har lyst til at byde ind. Hele tiden, men klog af skade, så mærker jeg efter.

Det der fødselsdagsfejring
kan være ganske okay. Søndag havde vi alle 4 unger (og svigerunger) med på restaurant til brunch-buffet. Min fødselsdag skulle jo fejres. Det var skønt, og en meget hyggelig formiddag. Efterfølgende tog vi hjem til os og spillede brætspil og snakkede. En søndag der indtager top 5 på dage, der er værd at huske. Til trods for håndværker rod og toiletvogn!

Sygebesøg
blev det også til i den forgangne uge. En af mine kære stressdamer er desværre ramt af sygdom. Vi har ikke set hende længe, men mandag lykkedes det endelig for et par stykker af os andre at komme ud forbi. Hun er en sej dame. Humøret var intakt trods al modgang, der var overskud til en gåtur og masser af snak. Det var virkelig skønt at se hende. Og inspirerende. Den der tendens med at falde i “selvmedlidenheds-hullet” hvor vi piver over alting bliver, for mig, sat i perspektiv. Vi skal huske at være taknemmelige for alt det gode vi har i vores liv. Det kan hurtigt blive vendt på hovedet.

Håndværkerhelvede
Det er udfordrende når renovering af badeværelse kolliderer med en vandskade SAMTIDIG med, at kommunens folk graver indkørslen op for at ligge fjernvarme rør. Vores egne håndværkere er blevet flyttet flere gange, for tingene bliver forsinket. Maleren havde lovet at blive færdig i dag, derfor var vvs’eren bestilt til mandag morgen. Og han er en vigtig mand. Han skal nemlig sørge for, at vi får toilet og bad indendøre igen. Maleren kommer så først mandag og bliver færdig, og nu krydser jeg fingre for, at vvs’eren har tid tirsdag eller onsdag. Forsikringens murer kunne ikke komme til at ligge klinker på gulvet, da indkørslen er et stort hul. Så han kommer også mandag. Og tirsdag. Og onsdag. Så mener han også, at han er færdig. Mine morgenrutiner er blevet ændret. Min indkørsel er i disse dage besat af 6-8 håndværkere, så det der med, at gå i toiletvognen iført nattøj bliver grænseoverskridende for mig.  Så det er nu, jeg koncentrerer mig om, ikke at falde i de fysiske huller udenfor hoveddøren og det mentale “frustrations-hul”

Når politiet rykker
Tirsdag blev jeg ringet op af Sydøstjyllands Politi. Jeg blev til en start helt kold i maven. Vel meget naturligt, når politiet er i røret. Det drejede sig om, den klage der var indgivet for 6 måneder siden (ja, SEKS MÅNEDER). Han ville bare lige høre, om det stadig var aktuelt med gøen fra nabo-hunden. Øh JA!! Ligesom i meget aktuelt. Så nu sker der noget. Endelig. Der må være virkelig travlt hos politiet. Jeg ved godt, at vores klage absolut har laveste prioritet, og sådan skal det også være. Men alligevel – et halvt års ventetid. Godt jeg er sådan en tålmodig sjæl (ironi kan forekomme).

I denne weekend sætter manden min nyt loft op på det nye badeværelse og jeg vil ud og tage billeder. Mit næste indlæg kommer nok til at handle lidt om, hvordan tonen blandt de unge mennesker er i dag. Jeg havde nogle spøjse iagttagelser til en håndboldtræning jeg overværede.

Rigtig dejlig weekend til jer derude.

Kh Tina