Når dem der altid har været her, ikke er her mere

Det der med at miste, der er en underlig ting…. Man kan i princippet miste alt på helt forskellige niveauer.

Min bedstefar døde i sidste uge – han blev over 90 år, og har levet et langt og godt liv. Altså lige på nær de sidste år, hvor han blev syg og havde brug for det offentliges hjælp. Det knap det gevaldigt med, men det er vist et emne til et senere indlæg.

De der historier fra gamle dage
Dem kommer jeg til at mangle. Med min bedstefars generation dør vigtig viden ud. Han kunne fortælle mange spændende historier om hans liv. Fortællinger der understregede forskellen på samfundet dengang og samfundet i dag. Han startede med at arbejde som 8 årig. Og har knoklet helt ind til pensionsalderen. Der er ikke så meget at sige til, at han kunne undre sig over nutidens ungdom (og det talte også min generation). På onsdag skal han begraves. Det bliver en vemodig dag, hvor jeg skal vise den sidste respekt og sende ham et stille tak for nu. Det er okay, at tage herfra når man har været her i over 90 år.

Det der med at miste
sætter tanker i gang. Nu har jeg mistet min bedstefar, det kom ikke uventet, og det var det bedste for ham til sidst. Vi mister jo alle nogen vi holder af. Det er livets betingelser, ind i mellem er det helt vildt urimeligt. Som min veninde der mistede hendes datter til kræften. Det giver ikke nogen mening. Det største tab man kan opleve og den største frygt vi har som forældre. Vi skal herfra inden vores børn. Det er en uskreven regel, som desværre en gang i mellem bliver brudt. Jeg mistede min far for nogle år siden. Det var et stort tab. Jeg manglede tid med ham, da vi først fik kontakt med hinanden, da jeg var voksen. Han tabte også kampen til kræften. Jeg besøgte ham tit den sidste tid. Han var på hospice og jeg var cirka 10 minutters kørsel derfra. Hans kone lovede mig, at hun ville ringe når det var op over, hvis jeg ikke var til stede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes søn ringede til mig et par timer efter min far døde. Det gjorde ondt. Jeg føler, at hun tog min afsked fra mig. Jeg synes ikke, jeg fik sagt ordentligt farvel.

At miste i en anden forstand
Heldigvis kommer vi igennem alt det tunge og triste når vi mister. Vi glemmer aldrig, men vi lærer at leve med sorgen og som regel kommer der også en accept. I dagligdagen mister vi jo konstant. Tit og ofte små ubetydelige ting i forhold til at miste nogen til døden. Se nu bare på mig. Jeg mister ind i mellem overblikket. Det er blevet bedre, men jeg husker tydeligt da jeg var allermest stresset. Det er virkelig ikke sjovt. Jeg mister modet, uanset hvor gode intentioner jeg kan have omkring en specifik ting, så sker det alligevel at jeg ikke har modet til at føre mine planer ud i livet, når jeg står midt i det. Det irriterer mig, for min fornuft fortæller mig, at det er det rigtige at gøre, men min hjerne nægter at adlyde. Jeg har mistet formen (og fået en ny og rundere en af slagsen), den ved jeg heldigvis kan komme igen, når jeg har overskuddet til det. Jeg har mistet venner, hvor nogle bevidst er valgt fra og andre hvor relationen ligeså stille er forsvundet. Til gengæld har jeg også fået nye.

Livet er jo en cyklus
Som heldigvis er mest optimistisk. Hvis vi vel at mærke vælger den skal være det. Jeg tror på, at du kan tænke dig til et bedre liv ved at have en positiv tilgang til tingene. Onsdag bliver en trist dag men samtidig også en god dag, da en gammel mand, der var mæt af dage, har fået lov at rejse videre. På trods af alle de før nævnte ting jeg ind i mellem mister, så får jeg dobbelt så meget igen. Jeg får kærlighed fra familien og venner Jeg får ro, når jeg drager ud i naturen med kameraet. Jeg får glæde, når jeg tænker over, hvor priviligeret jeg egentlig er. Kort og godt; Husk at leve livet – du har kun det ene….

KH Tina

Trunte-attituder

Jeg skal aldrig være håndboldtræner for en flok teenage-tøser

For et par uger siden fik jeg lov til at overvære en håndboldtræning for en flok piger omkring 14-16 år. Det var lidt af en oplevelse…..

En helt almindelig hverdagsaften i en hal
Som socialpædagog bliver man nok en smule erhvervsskadet. Under denne træning gjorde jeg mange interessante observationer. Og det fik tankerne i gang. Især omkring det der med stigmatisering og fordomme. I den daglige presse er det ikke sensations-historier om unge med anden etnisk baggrund eller socialt dårlige stillede der mangler. Ganske ofte kan vi alle læse overskrifter, der omhandler disse unge menneskers attituder og mangel på respekt for danskerne og autoriteterne. Som regel efterfulgt af utallige kommentarer fra smålige danskere, der har deres helt klare holdninger til, hvad der burde ske med disse unge mennesker. Det er unuanceret og rigidt. Der tages aldrig udgangspunkt i den enkelte overskrift, der spekuleres ikke over baggrunden for handlingen og alle skæres over en kam. Det er dejligt nemt. På den måde kan alle negative kommentarer gemmes bag ytringsfriheden. Og ytringsfriheden er vigtig i et demokratisk samfund som vores. Men helt ærligt, burde den ikke være fair? Er det helt okay at svine andre mennesker til i ytringsfrihedens navn?

En helt almindelig lille by i Danmark
Denne træning foregik i en helt almindelig hal i en helt almindelig søvnig lille by. En by hvor indbyggerne hører til i den øvre middelklasse. Hvor kernefamilien er den bærende kraft, hvor de fleste forældre arbejder og de fleste børn bakkes op i at få et socialt liv. En by hvor der ikke er meget kriminalitet og stort set ingen med anden etnisk herkomst end dansk. Den sociale ageren jeg ser denne aften er faktisk ikke langt fra den ageren pressen ynder at skrive om. Den helt store forskel er åbenbart, at de piger jeg iagttager i denne hal er pæredanske, velplejede, velformuleret, populære og har det rigtige tøj og de rigtige veninder. Deres attituder bar helt klart præg af, at de er vant til at få det som de vil. Deres holdning til autoriteter (her menes der, de 2 håndboldtrænere) var nedværdigende og provokerende. Disse piger hundsede rundt med trænerne; Hent så de veste, Fuck dig, Fuck af, Det gider jeg fucking ikke, hvorfor er der ikke hentet vand, hent noget vand, giv mig en bold osv. osv.
Jeg vil gætte på, at der var omkring 16 piger til denne træning. Af disse var der omkring 5 piger, der ligesom satte dagsordenen. Det var førertrunterne. Jeg er helt sikker på, at disse piger er søde og behagelige, hvis man har dem på 2 mands hånd. Der sker bare noget, når de er sammen. Der opstår en fandenivoldkshed som præger træningen for alle på holdet. Disse piger lavede kun det de gad, når de gad. Når der skulle tages armbøjninger eller mavebøjninger stod de og så på. Når der skulle være ro, stod de og snakkede. Og de fik lov. Men det er ikke disse curling-børn vi hører om i pressen, selvom sproget og respekten er på fuldstændig samme niveau som de tidligere omtalte grupper. Det er da lidt tankevækkende.

En helt almindelig socialpædagog
Alt andet lige, så gør det mit arbejde en smule mere udfordrende. De fantastiske unge mennesker jeg arbejder med, skal jo gerne bevæge sig i den rigtige retning. Altså få de rigtige værdier og træffe de rigtige valg for dem selv. Og det er sjovt nok de værdier samfundet også forventer af dem. Det kræver en socialpædagogisk indsats, hvor vi som fagpersoner spejler dem i deres uhensigtsmæssige adfærd, giver dem redskaber til at agere anderledes, guider dem til at blive mere selvhjulpne og opmuntrer dem til at få en uddannelse. Det kræver også at “mine” unge mennesker har andre unge mennesker at spejle sig i. At de ser hvad det vil sige, at føre et normalt liv, hvor det ikke er din baggrund, der skal sætte dagsordenen for hvad du kan med dit liv. Så det gør mig lidt trist, at det er blevet acceptabel at opføre sig på den måde, jeg oplevede denne helt almindelige aften i en hal. Men hvad mener I derude? Er jeg en gammel sippet kone, der tager tingene for tungt? Hvad er jeres oplevelser med unge mennesker i en social kontekst?

Nok for nu – jobbet kalder
Ha’ en skøn onsdag.

Kh Tina

Når jeg får chancen….

Så griber jeg den…..

Det nye job
Den første vagt havde jeg tirsdag. Det var en lang dag, hvor jeg både fik sagt godmorgen og godnat til de unge mennesker. Det aller bedste er, at jeg har en helt vildt god mavefornemmelse. Det kommer til at kræve tilvænning, men heldigvis en tilvænning i den gode retning. Den største tilvænning bliver i min hjerne. Jeg er vant til, at møde ind på arbejde med alle antenner slået ud. Fuld opmærksomhed på alt. Forventning om konflikter og ballade. I mit nye job er tilgangen en anden. Ungegruppen er en anden. Der er gensidig tillid. Det er ikke de unge mod de voksne. Der er tid! Tid til at iagttage og observere. Tid til småsnak uden afbrydelser. Tid til at lytte til de unge. Der er muligheder. Muligheder for, at sige mere ja end nej. Muligheder for, at de unge mennesker kan have gæster. Mulighed for, at give de unge muligheder for at udvikle sig selvstændigt. Jeg er umiddelbart meget begejstret

Nu er jeg endnu ældre
Tirsdag havde jeg fødselsdag. Jeg er født i 1971 – so do the math…… Det varer ikke længe, før der rundes et ret skarpt hjørne. Dagen blev fejret mandag, da jeg jo havde monster lang arbejdsdag på selve dagen. Det var hyggeligt. Manden min lavede mad – jeg fik lækre gaver. Et brætspil jeg havde ønsket mig, “blomsterberg” grej, så jeg kan lave endnu finere kager. OG så var der lige gaven fra mit livs kærlighed. Han er eminent til at give gaver. Denne gang er han gået lidt amok. Jeg fik et nyt kamera! Et spejlrefleks Nikon og en ekstra linse. Så nu kan jeg for alvor dyrke min hobby. Det kan simpelthen ALT!! Jeg har søgt på nettet efter fotokurser, så jeg kan lære at bruge det optimalt. Det glæder jeg mig til. Tirsdag var som sagt job-dag. Heldigvis væltede det ind med hilsner på mobilen. Masser af facebook hilsner, sms’er og messengerbeskeder. Det var så skønt. Der var hilsner fra stort set alle. Det bliver jeg virkelig glad for. Dejligt at vide, at der lige er blevet sendt en tanke i min retning. Så af hjertet tak for dem. I ved hvem I er….

Eftertænksomme tanker
Følger muligvis med, når man bliver ældre. I hvert fald har mine tanker kredset om det der, med at få en chance. Jeg føler, jeg har fået en chance med mit nye job. Der har været en del bekymringer og spekulationer omkring min fremtidige karriere. Heldigvis fik jeg chancen. Der er ikke skjult noget. Jeg har været åben omkring mit stress. Jeg føler mig heldig. Jeg ved jo godt selv, at jeg er klar igen, men som kommende arbejdsgiver ville der måske opstå en tvivl. Jeg er taknemlig og vil gøre mit for at bevise, at de valgte den rigtige.
Min arbejdsplan giver mig chancen for at dyrke min hobby på alle tider af døgnet. Jeg elsker at fotografere, og nu har jeg udstyret til at gå i dybden med det. Den chance griber jeg også. Jeg har lavet en side på facebook (fotosnedkeriet) hvor jeg vil promovere mig selv og mine fotos. Jeg vil også efterlyse modeller (børn, hunde, heste, håndværk osv.) når jeg er klar til at udfordre mig selv. Jeg kan mærke det gør mig glad.

Hvad pusler I med derude?

Del – like – kommenter – jeg bliver så glad

Kh Tina